Bestyrelsesmøde 22. oktober 2025_

Referat til skolebestyrelsesmøde

Møde: onsdag den 22. oktober 2025 kl. 16:00

Til stede:

Lars Teglgaard (formand), Anne Mette Hede Jensen (leder af Ung Varde, repræsentant for skoleledergruppen i Varde kommune), Mette Bech Hansen (medarbejderrepræsentant), Mads Nielsen, (medarbejderrepræsentant), Lars Ejgaard Bissenbacker Jørgensen (elevrådsformand), Oliver Kastaniegaard (elevrådsrepræsentant), Helle Møller Mikkelsen (repræsentant for erhvervslivet, med via Facetime), Jens Frederik Justsen (rektor), Per Eslund (uddannelsesleder, referent)

Fraværende: Jens Muff

Mødet hævet: kl. 18.00

______________________________________________________________________

1. Meddelelser, herunder godkendelse og underskrift af referat fra sidste møde

Referat af sidste møde blev godkendt og underskrevet og adresse- og telefonliste med bestyrelsesmedlemmer blev opdateret.
Der er ny ledelsesstruktur med rektor og tre uddannelsesledere. Stillingen som vicerektor er blevet nedlagt, og de to poster som stedfortræder for rektor og bestyrelsesmedlem er blevet fordelt på henholdsvis Daisy Nørtoft Bendixen (uddannelsesleder) og Per Eslund (uddannelsesleder).
Vedrørende personalia er flex-og pedelmedarbejderen blevet opsagt efter et længere forløb, hvor skolen har forsøgt at få enderne til at mødes, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre. Derudover har en sektrær sagt op pga. livsændrende forhold og et ønske om at prøve noget nyt efter 16 år på gymnasiet. Der har været 10 til samtale vedrørende stilling som sekretær i administrationen på 27 timer. Ny sekretær er blevet ansat pr. 27.10. med oplæring i de første 4 dage. Desuden er der i dette skoleår blevet ansat 14 nye kompetente lærere i fastansættelser og barselsvikariater, som alle trives på skolen.

2. Nye medlemmer af bestyrelsen

Nye medlemmer af bestyrelsen er 1) Anne Mette Hede Jensen - leder af Ung Varde og repræsentant for skoleledergruppen i Varde kommune og 2) Per Eslund - ny uddannelsesleder.

3. Nyt fra Pædagogisk råd

Mads Nielsen orienterede om PR-mødet 29.9.25, hvor mobilfri undervisning i grundforløbet blev evalueret. Tiltaget har fungeret godt og fortsættes derfor i resten af 1g. Herefter tages der stilling til, om det skal fortsætte i 2g og 3g. Introforløbet er også blevet evalueret og herunder ordningen med faste pladser og makkerpar i de nye klasser. På PR-mødet blev det vedtaget, at ordningen skal køre de første 4 uger af grundforløbet og de første 4 uger af studieretningsforløbet. Derudover blev det meddelt på PR-mødet, at tiltaget lystlæsning fortsætter resten af skoleåret. Maria Dumas (tovholder for SoMe) holdt oplæg på PR om markedsføringsindsatsen og Mads Nielsen foreslog, at Maria Dumas kan holde oplægget for bestyrelsen, så bestyrelsen har mulighed for at høre nærmere om indsatsen og give input.

Punktet ”Nyt fra pædagogisk råd” blev drøftet, herunder om der kun skal orienteres om nyt fra PR eller også om afholdte personalemøder. Lars Teglgaard nævnte, at bestyrelsen gerne vil høre om nye initiativer og tiltag på skolen. Jens Frederik Justsen nævnte, at han er fleksibel ift. orientering om personalemøder og pr-møder. Det vigtigste er, at der orienteres om pædagogiske tiltag på skolen. Derudover nævnte Jens, at PR har fået en ny struktur, så meddelelsespunktet er rykket ned som sidste punkt på dagsorden, hvorved lærernes drøftelse af pædagogiske tiltag fylder mere på mødet. Der afholdes også personalemøder efter behov, hvor ledelsen sætter dagsordenen.

4. Nyt fra Elevrådet

Der har været møde i kantineudvalget i starten af skoleåret og i den forbindelse har elevrådet lavet en spørgeskemaundersøgelse med henblik på at afdække kundetilfredsheden. Den arbejder kantinen videre med. Kantineudvalget har drøftet muligheden for at eleverne spiser sammen på tværs af uddannelserne på Campus.

Det blev diskuteret, om det ville være hensigtsmæssigt, at eleverne de første 3-4 uger af skoleåret ikke besøger hinanden i spisepauserne, så de bedre kan opbygge nye relationer og fællesskaber på deres nye uddannelse. Det skal drøftes nærmere i elevrådet og til Campusledermøde.

Elevrådet har drøftet opgavefordeling og opgaveoverdragelse til nye medlemmer, så opgaverne fordeles mere jævnt på medlemmerne og overdragelsen af opgaver lettes via vejledninger. Posten som elevrådsmedlem har som udgangspunkt en varighed af et år, men elevrådet har åbnet for muligheden for at forlænge med et halvt år, hvis det ikke er muligt at besætte pladser i elevrådet. I elevrådet har de også evalueret på ES-dag, og man har besluttet ikke at gennemføre cykelkampagne og arrangementet Fem Fede Dage på grund af arbejdsopgavens omfang. Elevrådet er blevet kontaktet af DGS - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning - men elevrådet prioriterer samarbejde med lokale gymnasier.

5. Budget 2025

Efter forespørgsel fra bestyrelsen ved sidste møde er der denne gang leveret et mere fyldigt materiale med budget 2025, årsregnskab 2024, kommentarer til ændret budget 2025, likviditetsoversigt, FF3 saldo samt hoved- og nøgletal fra årsregnskabet 2020 til 2024, så man kan få overblik over historikken.

Af årsregnskabet 2024 fremgår det, at der var et underskud på 812.000 kr., der svarer til omkostningerne ved renoveringen af lærerværelset og dets faciliteter. Det reviderede budget for 2025 viser et overskud på 630.000 kr. Ændringer til budgettet 2025 blev gennemgået.

Mads Nielsen ytrede ønske om have det oprindelige budget fra 2025 med i budgetoversigten i stedet for årsregnskabet for 2024 som incitament til at budgettere så realistisk som muligt. Det blev imødekommet. Budgettet blev godkendt.

6. Strategi for finansiel risikostyring

Budgetopfølgning bliver snarligt opdateret af Margit Hansen og eftersendt.


7. Studieretningsvalget- status

Der udbydes 10 studieretninger. Kun den sproglige studieretning er ikke blevet oprettet pga. for få tilmeldte. Der er oprettet ny forsvarsstudieretning med 31 elever med samfundsfag og engelsk som studieretningsfag. 12 elever har valgt studieretning med samfundsfag og matematik, og de arbejder med forsvarstoningen i fagene og får tilbuddet om deltagelse i aktiviteter på forsvars-studieretningen. Skolen er blevet kontaktet af repræsentant fra den danske forsvarsindustri med henblik på et samarbejde. Elever med forsvarsstudieretning besøger Kastellet i forbindelse med 1g tur til København i november.

Der er fin søgning på naturvidenskabelige studieretninger, som ellers har oplevet faldende elevtal både lokalt og på landsplan.

8. EPX - strategi

Der er holdt møder om EPX i Region Syddanmark regi og i Danske Gymnasier, men der er endnu ikke meget konkret viden om struktur, indhold og udbud af uddannelsen, hvorfor der stadig er mange usikkerheder. Der kommer et brev til bestyrelsesformændene i november med krav om lokal afklaring om EPX-udbuddet og med procedurer for det tilfælde, at den lokale afklaring ikke lykkes.

Muligheder og problematikker i forbindelse med EPX blev drøftet, herunder vigtigheden af at bevare det eksisterende gode undervisningsmiljø i forbindelse med oprettelsen af EPX med en anden elevgruppe. Der arbejdes allerede strategisk med praksisorienteret og projektorienteret undervisning på HF og STX, og derved opbygges erfaringer, der kan bygges videre på i forbindelse med EPX. Desuden samarbejdes der med relevante politiske aktører omkring udviklingen og udbuddet af EPX.


9. Uddannelsestræf 2025

Der var færre besøgende til uddannelsestræf i år og ingen deltagelse af virksomheder pga. kommunikationsfejl. Gymnasiet har nedskaleret åbent hus arrangementet i januar, da uddannelsestræffet spiller en større rolle i dag. Jens Frederik Justsen problematiserede omtalen af STX i uddannelsesvejledningen i folkeskolerne. Der er brug for en nuanceret fremstilling af STX-uddannelsens indhold og karrieremuligheder, så folkeskoleeleverne kan træffe et uddannelsesvalg på et sagligt grundlag. Det drøftes på et dialogmøde med UU.

10. Eventuelt

Næste bestyrelsesmøde afholdes 9.12.2025.

Der er blevet sendt mail til bestyrelsen fra revisionsbureauet vedrørende aftale om revision af årsregnskab til underskrift i bestyrelsen. Maillisten skal opdateres, så mails kommer ud til nuværende medlemmer af bestyrelsen. Helle Møller Mikkelsen ytrede ønske om, at revisionsbureauet fremadrettet sender mail ud med varsling om underskrift, så man kan verificere validiteten af underskriftsanmodningen og dermed imødegå eventuel svindel.